Musikernes 100 Mands Forening 1931


Musikernes 100 Mands Forening 1931, eller blot "100-mands Foreningen" i daglig tale, er såvel en fortsættelsessygekasse som en selskabelig forening.
Foreningen optager medlemmer, der på ansøgningstidspunktet er udøvende musiker, sanger eller musikunderviser og under 60 år.
Desuden optages medlemmer, som har faglig eller kollegial/social tilknytning til foreningen (C-medlemmer) uanset alder.

Musikernes 100 Mands Forening 1931
www.100mand.dk
Indmeldelse
Medlemmer
Bestyrelse
Log ind
Arkiv

Formandens tale til 100 Mands Foreningens 75 rs jubilum

75 r - det er jo ingen alder i dag - og alligevel har vi med den seneste tids ddsfald blandt vore medlemmer oplevet, at ikke alle nr at blive s gamle.

I 1931, da foreningen blev stiftet, var forholdene betydelig anderledes for alle i det danske samfund. Sledes var da ogs musikernes konomiske kr vsentlig ringere end vi ser det nu, selvom det langtfra er alle indenfor vor del af kulturlivet, der nu til dags ligefrem vlter sig i penge, som en anden onkel Joachim.

I trediverne var arbejdslsheden, som bekendt stor og det sociale sikkerhedsnet milevidt fra det, vi nyder godt af i dag. Derfor opstod foreninger som vores, for at hjlpe hinanden, hvis man blev ramt af sygdom - oveni de allerede vanskelige livsvilkr. Ligeledes indfrte man begravelseshjlp, som jo vi stadig har med som et af vore forml, og som helt sikkert ogs dengang - som nu - var en god sttte for de efterladte.

Foreningen havde ikke eksisteret lnge, fr man fandt ud af, at man ogs kunne hygge sig sammen om en bid brd og en dram, nr medlemmerne var samlet til f. eks. en generalforsamling. I en rrkke blev der 1. pinsedag ligefrem traditition for at samle medlemmerne til frokost - og jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke adskillige af de herrer og damer - i tidens lb - har set pinsesolen danse.
Foreningens funktion, som skaldt fortsttelses-sygekasse, mistede noget af sin tiltrkningskraft p potetielle, nye medlemmer efterhnden som der blev skabt bedre ordninger for sygdomsramte i hele samfundet.
Man mtte lgge mere vgt p betydningen af samvret kollegerne imellem - men ikke alle s p foreningen som andet og mere end en 'humanitr' foreteelse. Derfor har man i perioder set medlemstallet dale betnkeligt og der var da ogs nogle, der ville nedlgge foreningen p et tidspunkt.

Da jeg sagde ja til at vre formand for 100 Mands Foreningen i 2001, gjorde jeg det kun fordi jeg troede p, at der var grundlag for en fremtidig vkst for foreningen, baseret p den vrdi, der ligger i det hyggelige samvr med kolleger og musikalske venner - mindst et par gange rligt - og samtidig muligheden for at f den hjlp ved sygdom, som ganske givet er et godt tilskud til de ekstraudgifter, der kan vre forbundet hermed.

Der skulle derfor gres en indsats for at hverve nye medlemmer og helst lidt yngre folk, som kunne fylde pladserne ud for dem, der uundgeligt ville falde fra fr eller siden.
Det er lykkedes i nogen udstrkning at ge medlemstallet, men det er i hj grad op til de nuvrende medlemmer, til stadighed at udbrede kendskabet til, og interessen for, vores fine, gamle forening og forsyne den med nyt blod, s vi kommer op p det optimale antal omkring de 100 mand.

Lad det derfor vre mit nske, her hvor vi fejrer de frste 75 r, at alle vil gre en indsats for at fremme foreningens vkst, s vi kan best i rigtig, rigtig mange r fremover.

Tillykke med jubilet!

Holger