Musikernes 100 Mands Forening 1931


Musikernes 100 Mands Forening 1931, eller blot "100-mands Foreningen" i daglig tale, er såvel en fortsættelsessygekasse som en selskabelig forening.
Foreningen optager medlemmer, der på ansøgningstidspunktet er udøvende musiker, sanger eller musikunderviser og under 60 år.
Desuden optages medlemmer, som har faglig eller kollegial/social tilknytning til foreningen (C-medlemmer) uanset alder.

Musikernes 100 Mands Forening 1931
www.100mand.dk

Formandens tale til 100 Mands Foreningens 75 års jubilæum

75 år - det er jo ingen alder i dag - og alligevel har vi med den seneste tids dødsfald blandt vore medlemmer oplevet, at ikke alle når at blive så gamle.

I 1931, da foreningen blev stiftet, var forholdene betydelig anderledes for alle i det danske samfund. Således var da også musikernes økonomiske kår væsentlig ringere end vi ser det nu, selvom det langtfra er alle indenfor vor del af kulturlivet, der nu til dags ligefrem vælter sig i penge, som en anden onkel Joachim.

I trediverne var arbejdsløsheden, som bekendt stor og det sociale sikkerhedsnet milevidt fra det, vi nyder godt af i dag. Derfor opstod foreninger som vores, for at hjælpe hinanden, hvis man blev ramt af sygdom - oveni de allerede vanskelige livsvilkår. Ligeledes indførte man begravelseshjælp, som jo vi stadig har med som et af vore formål, og som helt sikkert også dengang - som nu - var en god støtte for de efterladte.

Foreningen havde ikke eksisteret længe, før man fandt ud af, at man også kunne hygge sig sammen om en bid brød og en dram, når medlemmerne var samlet til f. eks. en generalforsamling. I en årrække blev der 1. pinsedag ligefrem traditition for at samle medlemmerne til frokost - og jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke adskillige af de herrer og damer - i tidens løb - har set pinsesolen danse.
Foreningens funktion, som såkaldt fortsættelses-sygekasse, mistede noget af sin tiltrækningskraft på potetielle, nye medlemmer efterhånden som der blev skabt bedre ordninger for sygdomsramte i hele samfundet.
Man måtte lægge mere vægt på betydningen af samværet kollegerne imellem - men ikke alle så på foreningen som andet og mere end en 'humanitær' foreteelse. Derfor har man i perioder set medlemstallet dale betænkeligt og der var da også nogle, der ville nedlægge foreningen på et tidspunkt.

Da jeg sagde ja til at være formand for 100 Mands Foreningen i 2001, gjorde jeg det kun fordi jeg troede på, at der var grundlag for en fremtidig vækst for foreningen, baseret på den værdi, der ligger i det hyggelige samvær med kolleger og musikalske venner - mindst et par gange årligt - og samtidig muligheden for at få den hjælp ved sygdom, som ganske givet er et godt tilskud til de ekstraudgifter, der kan være forbundet hermed.

Der skulle derfor gøres en indsats for at hverve nye medlemmer og helst lidt yngre folk, som kunne fylde pladserne ud for dem, der uundgåeligt ville falde fra før eller siden.
Det er lykkedes i nogen udstrækning at øge medlemstallet, men det er i høj grad op til de nuværende medlemmer, til stadighed at udbrede kendskabet til, og interessen for, vores fine, gamle forening og forsyne den med nyt blod, så vi kommer op på det optimale antal omkring de 100 mand.

Lad det derfor være mit ønske, her hvor vi fejrer de første 75 år, at alle vil gøre en indsats for at fremme foreningens vækst, så vi kan bestå i rigtig, rigtig mange år fremover.

Tillykke med jubilæet!

Holger