Musikernes 100 Mands Forening 1931


Musikernes 100 Mands Forening 1931
www.100mand.dk
Indmeldelse
Medlemmer
Bestyrelse
Log ind
Steen Holkenov

(1. oktober 1938 – 30. juli 2014)



Vor gode, nære ven og kollega gennem mange år pianisten, kapelmesteren og komponisten, 100 mandsforeningens næstformand Steen Holkenov – blandt venner kaldet 'Stoney' - forlod os desværre pludseligt, da han blev fundet død i sit hjem i Brønshøj sidst i juli måned – formodentlig efter en blodprop - 75 år gammel

Steen var et helt specielt menneske, der med sin baggrund i ingeniørstudiet, dog først og fremmest gjorde sig gældende ved sine uomtvisteligt store kvaliteter som musiker.

Hans swingende pianospil og og udsøgte evner som akkompagnatør, var da også højt respekteret af alle, der havde oplevet det. Utallig er den skare af kendte kunstnere, skuespillere såvel som dansktopsangere, der har nydt godt af hans fornemme akkompagnement. Det førte bl.a. til at han blev æresmedlem af Solistforeningen – Også i DPA var han et estimeret medlem. Derfor blev han også benyttet i stor udstrækning til en række revyer: Bl.a. 'Revykøbing kalder' med Volmer-Sørensen ved roret og i 'Tivolirevyen' hos Aage Stentoft, TV-satire (Hov hov), radio og pladeindspilninger m.m. Også filmmusikken fik vi en prøve på i 'Pas på ryggen, professor' (1977) – Mest kendt blev dog hans tema til TV-serien 'Huset på Christianshavn', som indledte alle 84 afsnit (1970-77), ligesom det gjorde det i filmen 'Balladen på Christianshavn' (1971)

DR's Big Band og Monday Night Big Band var oså nogle sammenhænge, som stod Stoney's hjerte nær og hvortil han var fast tilknyttet i en årrække.

Han var kompromisløs i sit arbejde med musikken, såvel som mange andre af livets tilskikkelser. Han var f.eks. dybt engageret i facebook-gruppen 'Dansk Sprogværn', hvor han huserede med stor lune og sarkasme i sine senere år, for at forsøge at forbedre anvendelsen af vort modersmål.

Denne grundighed – ned til mindste detalje - var var et gennemgående træk i hans karakter, som vi også fik at mærke da han blev næstformand i 100 mandsforeningen i 2009. Det kunne selvfølgelig medføre nogle sammenstød i bestyrelsen, men det har givetvis været sundt i det lange løb, at møde hans skarpe analyse.

Stoney's begejstring for livets glæder fornægtede sig ikke . Vi har tilbragt en masse gode stunder sammen om god musik, koncerter, revyer og teaterforestillinger, dejlig mad og drikke og dertil mange hyggelige samtaler med humoren i højsædet – Der er nu et stort tomrum, som ikke bliver fyldt ud igen – Men livet går videre...

Æret være dit minde, Stoney

Holger Rønnow
Formand