Rejsebeskrivelse
Min tur til Thailand startede fra Kastrup Lufthavn den 16. december med ”Tyrkieteksperten”. Efter 11 timer i luften, landede vi i Phuket Lufthavn, hvor jeg med bus kørte til Karon Beach. Jeg havde på dette tidspunkt ikke noget hotel, da jeg kun havde flybillet. Fra et hotel, som mange af de andre rejsende skulle bo på, hyrede jeg så en Tuk Tuk (som er en form for taxa) og bad chaufføren køre mig til ”The Little Mermaid Hotel” i Karon.
Men dette misforstod chaufføren - og kørte mig i stedet til Kata, hvor der også ligger et Bungalow Hotel og Guest House, som også hedder ”The Little Mermaid” (hvor jeg har boet flere gange). Det var jo egentlig ikke der jeg ville være, men jeg var træt efter den lange rejse og tænkte: ”Skidt pyt! Lad mig bare være her, hvis det er muligt”. Det var det så ikke, da alt var optaget. Nå, hvad så? Jeg skulle hurtigst muligt have et sted at være, så ny Tuk Tuk og til et center (stadig i Kata), hvor det så lykkedes mig at få et værelse i ”Den Danske Kro”. Men der var kun plads i 3 dage. Det tog jeg så - og alt åndede fred og idyl. Masser af turister, dejlig strand, ca. 30 grader. Hvad kan man ønske sig mere?
Da de tre dage var gået, kunne værten så skaffe mig en bungalow mellem Kata og Karon. Det passede mig så bare imidlertid ikke, hvorefter jeg undersøgte muligheden for at komme ind hos Mogens Pedersen på ”The Little Mermaid” i Karon, som jo egentlig var det sted, hvor jeg fra starten ville have boet. Tuk Tuk dertil, hvor jeg så sagde til Mogens: ”Der er ikke nogen, der kan have mig boende! Kan du?” ”Ja, du kan bo hos mig. Jeg har stadig 5 ledige værelser ud af 140 mulige.”
Så jeg flyttede ind for resten af de 14 dage af min juleferie.
Dagene gik godt med megen strand, udforskelse af de forskellige thai-restauranter og et par vand. For på dette tidspunkt var der ingen sprut indimellem. Jeg var sammen med nogle danskere, som jeg kendte lidt til i forvejen.
I ”Little Mermaid”-restauranten skulle der være juleaften med buffet, hvor jeg blandt 80 andre skandinaver også tilmeldte mig dette arrangement formedelst 595,-bath. Jeg fik samtidig en idé med at være musikalsk julemand, som optrådte i et dertil passende kostyme og guitar og gik rundt ved bordene og sang og spillede nogle julemelodier.
Dette forslag forelagde jeg så hoteldirektør hr. Mogens Pedersen, som straks så en idé i dette. Hvortil han tilføjede, at han så kunne gå og tage billeder, som han bagefter ville printe ud i postkkortformat og derefter give til gæsterne. Så kørte vi straks til Phuket Town i Mogens' ”Musso” (en koreansk mpv offroader med en 3,2 Mercedes motor i - sådan en har Flemming Werge for øvrigt også), hvor Mogens købte en passende akustisk guitar til mig - og derefter hjem på hotelværelset og øve. Det blev en fantastisk juleaften med god mad og kanon stemning og en masse blitzende fotoapparater. Den 26. december vågnede jeg kl. 8 om morgenen ved at min seng rystede svagt. Jeg tænkte: Er det mig der ryster - eller er det virkelig huset? Hvorefter jeg prøvede at tage fat i hovedgærdet, men sengen var naglet fast til væggen. Ja, så kunne det måske være jordskælv? Jeg tænkte: Skal det virkelig overgå mig! Det er da bare sådan noget man læser om eller ser på TV. Langsomt rejste jeg mig fra sengen, fik lidt tøj på og gik fra mit værelse (som lå på anden sal) og ned på gaden. Da var klokken ca. 9:30. Der var ingenting at bemærke på dette tidspunkt. Jeg gik derefter over på et nærliggende hotel, som hedder ”CS Resort”, hvor jeg skulle have nogle oplysninger af guiderne fra Tyrkieteksperten`s Rejser om min transport til lufthavnen 4 dage senere. Det tog en halv times tid, hvorefter jeg gik på restaurant for at spise morgenmad. Da jeg næsten var færdig, hørte jeg en masse postyr. Løbende og skrigende mennesker op ad gaden. Knallerter og biler i et stort kaos. De tre servitricer på restauranten gik hen til udgangen og så ned ad gaden, hvorefter de resolut kom tilbage efter deres tasker. Parat til at komme ud. De stod et øjeblik afventende, hvorefter jeg også rejste mig for at se, hvad dette nu kunne være. ”65 Bath!” sagde den ene servitrice. Jeg gav hende 100 og fik 40 tilbage. Der var åbenbart ikke tid til at dele den ene 20'er, så jeg kunne få de 35, som jeg kun havde krav på - og så var de ellers væk. Jeg spurgte nogle mennesker: ”Hvad sker der?” De sagde: ”Gå selv ned til stranden og se!” Der var ca. 350 meter. Det gjorde jeg så. På vej derned tænkte jeg: Er det nogle løbske elefanter, er det tigre eller er det en bombe, der er sprunget - eller hvad?
Da jeg kom så langt, at jeg kunne se ud over stranden i panorama 180 grader, så jeg at alt var totalt kaos. Alle liggestolene, parasollererne, boderne var væk. Og der var vand langt oppe, på nogle steder, hvor der ellers aldrig var vand. Jeg stod så, noget målløs, og betragtede dette et par minutter sammen med en masse andre mennesker, der var mindst lige så målløse som jeg. Det var så altså den første flodbølge, der var kommet. Men vandet havde jo trukket sig tilbage og alt var roligt!Jeg stod der endnu en stund og vendte mig så om og gik langsomt tilbage, op mod mit hotel. Da jeg havde gået lidt, hørte jeg igen en masse skrig og skrål. Vendte mig om og så alle kom løbende meget hurtigt. Og bag dem flodbølge nr. 2, hvor vandet var helt sort og med sig havde liggestole, hynder, parasoller og træstubbe og andet vraggods. Så fik jeg også meget travlt med at løbe - meget stærkt - og nåede lige op til mit hotel med vandet i hælene. Her stoppede det, i fortovshøjde, med en masse ødelagte ting, som så blev liggende på gaden, da vandet igen trak sig tilbage. Mange af thaierne flygtede op i bjergene, så der var ingen personale på hverken hotellet eller i restauranten, som var lukket i et døgns tid. Den efterfølgende tid var der mange varsler om, at nu kom der en ny flodbølge igen, så vi vidste jo hverken ud eller ind. Men der kom gudskelov aldrig nogen ny flodbølge. De sidste 4 dage var der ikke meget strandbesøg. Vores fly gik, som det var planlagt til. Da vi kom til Kastrup, var der så et stort opbud af politi, hvor vi blev registrerede, som værende i live.”Røde Kors” og ”Falck” fra både Sverige og Norge, krisehjælpseksperter, psykologer og drikkevand ad libitum. Så man må sige, at der blev passet på os. Der manglede faktisk kun ”den røde løber” for at afslutte vores ankomst helt perfekt.
Efter at jeg er kommet hjem, har jeg fået 285,- kr tilbage af forsikringen, men jeg brokker mig ikke. Jeg har været meget heldig!
Per Sørensen
