Musikernes 100 Mands Forening 1931


Musikernes 100 Mands Forening 1931
www.100mand.dk
Indmeldelse
Medlemmer
Bestyrelse
Log ind

Kære venner

Igen har vi desværre mistet et af vore trofaste og mangeårige medlemmer. Rudolph døde den 20. juni efter længere tids sygdom. Mine mindeord kan læses ved at klikke her.

Siden dette indlæg, har vi beklageligvis atter måtte konstatere et dødsfald blandt vore medlemmer, da Bengt Roland døde pludseligt af hjertestop den 4. august. Se mine mindeord ved at klikke her.

'Sorrig og glæde de vandrer tilhobe' skrev Kingo allerede i 1681 og det gælder givetvis også den dag i dag. Derfor er det vel på sin plads og tiltrængt, at gå direkte videre med at fortælle om det glædelige - den forestående jubilæumsfest i NIMB, søndag den 27. august kl. 14. Bestyrelsen har 'sonderet terrænet' og besluttet sig for, at det bliver en lækker frokostbuffet, som vi skal trakteres med - selvfølgelig ledsaget af øl & snaps eller vin eller vand, efter ønske. Mens vi indtager dette herlige måltid, vil vi blive diverteret med dejlig, iørefaldende taffelmusik og ikke mindst et stort, broget og varieret, internationalt underholdningsprogram. Detaljerne om de medvirkende, holder vi tæt til kroppen, så forventningerne kan blive så meget desto større. Men vi kan love, at der bliver rigtig mange medvirkende og desuden lidt for enhver smag. Vi ser frem til at så mange medlemmer som muligt med ledsagere og gæster vil være med til at fejre de 75 år som foreningen fylder i år - så HUSK at reservere dagen. Medlemmerne har nu forhåbentlig modtaget en regulær invitation til festen, men desværre har Michael glemt at få med i indbydelsen, at der udover velkomstdrink, menu, 1 øl og 5 cl snaps også er kaffe/the og 1 cognac/likør (hvilket alene repræsenterer mindst en "hundredemand" ha, ha..) inkluderet i prisen, som jo kun er: medlemmer kr. 160.- gæster kr. 200.-

Dette arrangement ville, hvis man kom "lige fra gaden" sandsynligvis koste mindst ca. kr. 500.-, men takket være Arly Deverils hjælp - og kassererens ødsle tilskud - kan I deltage til disse"spotpriser".

Se lige på menuen igen:
2 slags sild, carrysalat, æg med rejer og citron,
skaldyrsanretning med pil-selv-rejer og muslinger,
hjemmelavet hønsesalat,
skinke med italiensk salat,
roast beef med remoulade,
røget laks med purløgscreme,
hjemmelavet grøntsagstærte,
rødspættefilet med remoulade,
lun leverpostej med bacon og champignons,
frikadeller med surt,
lun flæskesteg med rødkål.
Forskellige oste med garniture,
Chokoladekage med vanillecreme.

Stor 100 mands hilsen og på festligt gensyn

Holger